Nationalmuseet tegner Museer i København og Omegn udstilling bagom bag scenen museum udstilling kultur historie

Thomas tegner historien...

Det har han gjort i 26 år – og han er stadig begejstret.
Fredag, november 6, 2015

Dokumentation af bronzealderen med blyantstreger
I en af fløjene på Nationalmuseet, lidt henne ad en gang og oppe ad en bred trappe, findes et rum med højt til loftet, guldrandede paneler, stuk og store vinduer. På gulvene ligger bløde tæpper, og på kryds og tværs står lave arkivskabe og gemmer på alskens hemmeligheder. Her sidder Thomas og tegner. Foran ham ligger et oldgammelt øksehoved. Materialet ser ud som sten, men tager man det i hånden og mærker vægten, afslører den metallets tunghed. Det er bronze. Støbt i år 1800 før Kristi fødsel. Øksen skal illustreres som en del af det dansk-tyske bogprojekt “Die Funde der älteren Bronzezeit”, der blev startet i 1959, og som i Danmark beskæftiger tre tegnere på fuldtid. Thomas Hjejle Bredsdorff er en af dem, og sammen skal de dokumentere fund fra bronzealderens Danmark.

Nationalmuseet, fotograf Petra Kleis

E
n serie på 24 bind
Når projektet slutter i 2019, er resultatet en serie på 24 bind. Lige nu arbejder Thomas på bind 14, og tilsammen indeholder bøgerne mange tusinde tegninger af alt lige fra armringe og bæltespænder til sværd og guldringe – afbildet med 0,1 millimeters nøjagtighed. “Det er skørt. Jeg indrømmer det ærligt. Det er totalt nørdet. At lave sådan noget i vore dage. Vi arbejder på samme måde, som folk gjorde i 1700-tallet med fx Flora Danicaporcelæn. Det skal være præcist, og det skal ligne,” siger Thomas.

Tegneprocessen er den samme som altid
Tegneredskaberne er også klassikere og har ikke ændret sig, siden Thomas i 1987 slog sine første streger som nyansat på museet. Der er en blyant “så hård og spids, at den kan dræbe”. En lup og en bred børste, hvor Thomas med småbitte bogstaver har ridset sit navn ind i skaftet. En sort tuschpen, en af de tyndeste, man kan få, og en hobbykniv med et blad på størrelse med en lillefingernegl.

Tegneredskaber på Nationalmuseet

Det er voldsomt anstrengende
Thomas lægger genstanden, han skal tegne, på et firkantet spejl foran sig på tegnebordet. På hver side af tingen placerer han klodser, som skal holde et stykke glas, der skal ligge hen over det, der skal opmåles. Oven på glasset ligger en gennemsigtig plastikfolie. “Så kommer det interessante – men også det vanvittigt, voldsomt anstrengende,” siger Thomas. Han bøjer sig over opstillingen på bordet, holder hovedet helt ned til den og placerer sit øje lige præcis der, hvor den ene halvdel af pupillen er skjult af genstandens kant, og den anden halvdel bliver synlig i spejlet. Så ved han, at han kigger nøjagtig lodret på tingen, og så gælder det om at holde blikkets position og lade øje, hoved og tuschpen følge genstandens kant, mens man tegner omridset.

Thomas på Nationalmuseet

Øjet på arbejde

Det har krævet års træning at lære teknikken, hvor øjnene bliver et redskab på linje med en lineal. Eller rettere sagt: øjet. Thomas har nemlig kun et. Det andet mangler, fordi han som 14-årig var lidt for kæk med noget gammelt krudt fra 2. verdenskrig, som han havde fundet i en bjerghule på en lejrskole i Norge. Men det er en anden historie. Og lige præcis her på tegnestuen er det med øjet faktisk en fordel. De øvrige tegnere skal alligevel lukke det ene for at kunne måle præcist – det slipper Thomas for.

Bronzetegning på Nationalmuseet

Samme teknik i 40 år
Det kan tage sammenlagt fem dage at tegne en ting, og der er ikke noget med lige at pynte lidt på motivet eller give det en ekstra krummelure. Illustrationen skal være nøjagtig magen til virkeligheden, og Thomas og de andre tegnere sætter en dyd i detaljerne og præcisionen. Efter den første optegning på folien skal spejltegningen overføres til rigtigt papir og justeres, så alle mål er korrekte. Til sidst bliver det tegnet op med tusch. Ifølge Thomas er der en god grund til, at den klassiske illustration stadig vinder over en digitalisering af processen: Tegnerne analyserer og fanger detaljer, som en laserscanner eller tre-d-opmåling ikke nødvendigvis ville få med, og det ville kræve mange fotoer at vise alle de detaljer, som en enkelt tegning kan. Desuden ville det ifølge Thomas heller ikke nytte at skifte teknik midt i det hele, for så kan forskerne ikke længere sammenligne de første bind af “Die Funde”, som blev udgivet i 1972, med dem, der bliver lavet nu.

Thomas på Nationalmuseet
Genstandene findes for evigt
Men hvorfor overhovedet kaste sig ud i et projekt af den størrelse? “Det er jo en måde at bevare viden om bronzealderen på. Bøgerne bliver fordelt på universitetsbiblioteker over hele verden. På den måde findes genstandene for evigt og bliver gjort tilgængelige for videnskabsmænd på den anden side af jorden. Samtidig sparer vi de værdifulde fund for slitage, og mange af bronzerne vil blive nedbrudt med tiden, så man ikke kan se alt det, vi ser i dag.”

Thomas sidder og tegner

Med en bronzemands liv i hænderne
Og Thomas bliver stadig begejstret over sit arbejde, selv efter at have været med i 26 år: “Når jeg sidder og tegner sådan nogle ting her, er det ikke bare genstande. Det er skildringen af et menneskes arbejde. Det kan ikke lade være med at fange mig – som nu den her økse.” Thomas peger på bronzefundet på bordet. “Han, som har lavet den, har været så sjusket! Se alle de mærkelige streger. Nogle er fine og går ud til kanten. Men andre er vind og skæve, og han har sikkert haft travlt, måske har konen været sur på ham. Så han har lavet noget makværk – eller også var han bare ikke dygtig nok til sit håndværk endnu. Det ved vi ikke. Men på en eller anden måde sidder jeg med hans liv i hånden, når jeg tegner den økse. Det er … ja, så bliver det ved med at være spændende.”

Del denne side

Artikel af

Fie Krøyer Dahl

Foto af

Petra Kleis