
Storm P. Museum
Museet viser i sin udstilling, hvor alsidig en mand Storm P. var, og viser ting fra hans arbejde som bladtegner, maler, skuespiller, forfatter og pibesamler.
Storm P. Museet har til huse i Frederiksbergs gamle politistation lige på hjørnet af Frederiksberg Runddel ved indgangen til Frederiksberg Have. Museet har over 50.000 tegninger fra den produktive mands hånd, selvom det selvfølgelig kun er et udvalg af tegningerne, der er udstillede.
Det absurde i hverdagen
Som fast bladtegner ved dagbladet BT blev Storm P. kendt og elsket for sine populære tegneserie-striber “Peter og Ping”, “Dagens flue” og “Kulørte sider”, hvor han blandt andet tegnede typiske figurer fra 20’erne og 30’ernes verden – lige fra nyrige gullaschbaroner til øldrikkende vagabonder. Han var også kendt for sine hurtige små bemærkninger, der faldt, når han gik gennem byen og kommenterede ting, han så eller folk, han mødte. Om sine mange komiske indfald sagde Storm P. selv beskedent: “Jamen jeg er ikke morsom. Det er derimod det, jeg ser!”.
Humorist og alvorsmand
Storm P. er mest kendt som humorist, og han havde da også en helt enestående evne til at lave sjov med det absurde i hverdagen og med menneskets selvglæde. På museet kan man også stifte bekendtskab med andre sider af den alsidige kunstner end blot det morsomme, nemlig de “Små, skikkelige altertavler”, som Storm P. selv kaldte dem – en stribe billeder, der kigger ironisk og kritisk på menneskets dårskaber, illusioner og dumheder. I dag ligger den dygtige og eftertænksomme bladtegner begravet tæt ved museet, lige ovre på Frederiksberg Ældre Kirkegård.