Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum er nationalmuseum for naturen i Danmark og er smukt beliggende i hjørnet af Botanisk Have nær Nørreport Station i hjertet af København.
Hvert år er museet vært for den berømte udstilling ’Wildlife Photographer of the Year’, hvor du kan opleve de 100 bedste natur- og dyrefotos kåret på verdensplan. På museets førstesal kan du opleve den faste udstilling af mineraler, krystaller og ædelstene i Mineralsalen.
I de årligt skiftende særudstillinger tages publikum med på opdagelse i naturens verden. Senest har museet vist udstillinger om aber, neandertalere, dinosaurer, sommerfugle og meteoritter. Museet har også en fin butik og en café med udsigt over Botanisk Have.
Kast også et blik på den 20 ton tunge jernmeteorit, Agpalilik, i museets gård. Meteoritten blev fundet i Nordvestgrønland i 1963 af en dansk forsker og er meget værdifuld, da den kan fortælle os om solsystemets dannelse.
Statens Naturhistoriske Museum har ansvaret for de nationale naturhistoriske samlinger, som består af 14 millioner genstande; bl.a. skeletter, dyr i sprit, insekter på nål, tørrede planter, fossiler, udstoppede dyr og mineraler. Om få år åbner den store nye museumsbygning, der samler hele Statens Naturhistoriske Museum under ét tag.