DieselHouse

Historien om B&W og deres legendariske dieselmotor fra 1932 er centrum for et besøg i DieselHouse i København.

En historie om olie og motorer
Stedet er et slaraffenland for alle mænd og kvinder med interesse for teknologi og historie, og på museet åbnes op for fortællingen om dieselteknologiens udvikling. Hør om B&W’s skibsværft og motorfabrik gennem 150 år, om Københavns elforsyning og om varetransport over oceanerne. Det er en udstilling om Danmark og om hele verden, om fortiden, nutiden og fremtiden.

En motormastodont
Udstillingen på DieselHouse er centreret omkring den kæmpestore B&W-dieselmotor fra 1932, som i over 30 år var verdens største af sin slags: otte cylindre, 1.400 ton og 12,5 gange 24,5 meter. B&W, der i 1911 byggede verdens første skib med dieselmotor, der kunne bringe fragt over verdenshavene, er et af de største navne i den danske industrihistorie og er derfor en vigtig del af landets industrielle udvikling. Hør historien om den selvproducerende virksomhed, som i dag er en verdensomspændende koncern med produktion i fjernøsten. Første og tredje søndag i hver måned kan du opleve væggene skælve, når den store dieselmotor startes. Mærk suset, lugt olien og hør lyden fra udstillingens største attraktion.

Foruden B&W’s store dieselmotor, der oprindeligt stod på H.C. Ørsted Værket, indgår der adskillige andre motorer i udstillingen. Her kan du få historien om dampmaskinen, der fra omkring år 1900 blev afløst af dieselmotoren, og du bliver præsenteret for B&W’s første dieseldrevne motor fra 1904.

Fremtidens motor
DieselHouse er et moderne museum med interaktive udstillinger, hvor historien om den teknologiske udvikling kobles sammen med nutidens og fremtidens krav om mere miljøvenlige motorer. Dieselmotoren er stadig en væsentlig del af verdens elproduktion, og museets udstilling giver dig et indblik i videreudviklingen, som skal begrænse motorens produktion af miljøskadelige stoffer.

Teknologisk og kulturvidenskabelig forskning
DieselHouse ejes af MAN Diesel & Turbo og er skabt i et partnerskab med Københavns Museum. Det er derfor både eksperter i den teknologiske og den kulturhistoriske forskning, der står bag museets udstilling. Sammenblandingen af den naturvidenskabelige verden og humaniora gør museet til en særlig oplevelse for alle slags gæster.

DieselHouse
Energiporten 8
2450 Copenhagen Municipality
København SV

 +45 32 54 02 27
 dieselhouse@mandiesel.com

  Website
 Facebook
  Instagram

Åbningstider

Mandag: 10:00 – 16:00
Tirsdag: 10:00 – 16:00
Onsdag: 10:00 – 16:00
Torsdag: 10:00 – 16:00
Fredag: – Lukket
Lørdag: – Lukket

Særlige åbningstider

1. og 3. søndag i måneden kl. 10-13.30


Lukket

Lukket alle helligdage


Åbningstider er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Priser

Gratis entré: for alle

Priser er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Faciliteter mv.

Skoletjeneste
Omvisninger