Museer i København og Omegn - museum - Danmark - attraktioner - kunst - kultur - Spejdermuseet - spejder

Spejderuniformen revisited

En på opleveren...på Spejdermuseet.
Tirsdag, oktober 27, 2015

Jeg har ingen glorværdig spejderkarriere bag mig. I slutfirserne tog jeg dog for et kort øjeblik tilløb til én. Som seksårig kørte min far mig ned til den lokale spejderhytte. Jeg var iklædt min søsters aflagte uniform med utallige hædersbeviser. Begejstringen aftog dog hurtigt, da tropsføreren sagde, at jeg skulle gøre mig fortjent til at bære udmærkelserne, hvorefter jeg med mopset mine måtte droppe mit outfit.

Min spejderkarriere varede kun en times tid. Episoden med uniformen medførte, at jeg fik nok af brændenældesuppe, bål og fællessang. Siden har jeg haft et mindre horn i siden på spejderne. Indtil nu.

Spejdermuseet byder to ældre herrer mig velkommen. De har begge været i korpset siden 1940’erne. Nu er de blandt de frivillige, som passer museet, der består af to mindre rum fyldt med genstande. Her finder man billedmateriale, en imponerende dolkesamling, duelighedstegn, håndbøger, knob og uniformer. Alt, hvad hjertet begærer af spejdergear.

Gavmildt beretter de to herrer om bevægelsens fader Robert Baden-Powell, deres oplevelser ved de store internationale Jamboreer, velgørenhedsprojekter i verdens brændpunkter, spejdernes rolle i modstandskampen under anden verdenskrig og meget mere. Interessante historier.

Efter to timer i godt selskab er min fortids spejdertraume glemt, og jeg føler mig klar til atter at hoppe i uniformen. Men nu forstår jeg dog, at man skal gøre sig fortjent til den.

Del denne side

Artikel af

Mads Hendrich