Morsomme museer

Ikke kun i Comedy Zoo i Knabrostræde i København eller på den stand up-glade kanal TV2 Zulu, er der grin på programmet. Besøg byens morsomme museer og få motioneret lattermusklerne.

Stur stur nummer
Man kan næsten dufte det – den særlige kombinationen af hest, popcorn og savsmuld – duften af cirkus. Næsten. Stemningen er i hvert fald autentisk, når man træder ind i manegen og Nelly Jane Benneweis byder velkommen på Cirkusmuseet i Hvidovre. Med mere end 100.000 genstande er museet det største af sin art i Nordeuropa, så uanset om du er til magi, klovneri eller menageri er der masser at lade sig fascinere af. Her kan du komme helt tæt på et loppecirkus, se mundbiddet som artisten Pierre Hoffland – med fare for at miste hele gebisset – brugte til at løfte både hest OG rytter, eller finde ud af hvordan den store illusionist Truxa og hans kone Gulli udførte deres berømte tankelæsernummer.

Danmarkshistorie med et glimt i øjet
Sov du (også) lidt i historietimerne eller kunne din viden om nationalhistorien bare godt trænge til en opdatering? Så læg vejen forbi Revymuseet og få en festlig genopfriskning. Siden 1849 er revyen blevet brugt til at give en satirisk, men som oftest også kærlig udlægning af danskerne og deres hverdag. Datidens stjerner talte blandt andre Preben Kaas, Liva Weel og Elga Olga, men revygenren er under stadig udvikling og også nyere satiregrupper som Det Brune Punktum og Ørkenes Sønner kan (gen)opleves på Pile Allé. I den store samling af lyd og billeder er der underholdning til adskillige timer, og uanset hvilken generation man tilhører, er det svært ikke at grine højlydt, når kendte parodieres og ukendte, men alligevel velkendte, karakterer træder op. (Skribenten morede sig fx stadig på vejen hjem, ved tanken om Lisbeth Dahl i Cirkusrevyen, der giver den som ”Humørbomben” og i sin storblomstrede kjole og konsekvent ude af takt forsøger at overbevise publikum om sin vilde livsførelse:

”I øvrigt er jeg meget spontan og fuld af dødsforagt 
og jeg kan finde på og ringe og lige få en pizza bragt”. …)

”Det gælder om at skrive tydeligt. En kanon kan godt være en kanin, som er stavet forkert”
Er du endnu ikke blevet øm i kæberne af at smile, så er det nærliggende at bevæge sig de 150 meter fra Revymuseet og over på den modsatte side af Frederiksberg Runddel. Her ligger nemlig museet for den store humorist og satiriker Robert Storm Petersen. Storm P. er nok bedst kendt for sine underfundige ”fluer”, pudseløjerlige opfindelser og tegneserier som ”De tre små mænd” og ”Peter og Ping”. Men på Storm P. Museet får man øjnene op for mange flere facetter af multikunstnerens interessante og inspirerende liv. Som den ene halvdel af duoen Storm og Stille optrådte Storm P. fx som revyskuespiller, som filmskuespiller i Ole Olsens første film fra 1906, som tegnefilmsmager, historiedigter og som maler. En forsmag på Storm P.s værker kan i øvrigt fås uden for museet. Løfter du blikket på enten Værnedamsvej eller på Ingemannsvej på Frederiksberg, kan du smile til Storm P.s karakteristiske vagabonder, der her er gengivet på to store gavlmalerier.

Mere at grine af 
Har du fået smag for de satiriske tegninger er der endnu et museum, der er værd at besøge. Befinder du dig i nærheden af Den Sorte Diamant, så smut indenfor og op på bladtegnergangen, hvor Museet for Dansk Bladtegning viser dele af sin samling. Udstillingen af de humoristiske tegninger fra dagblade og nytårshæfter skifter løbende, og der er gratis adgang. 

Kniber det imidlertid med at finde grinet frem, kan du også vælge at besøge latterfuglen i Zoologisk Have. Om fuglen har humor eller ej vides ikke, men at det ikke er dig den griner af, kan du være sikker på, da den kun bruger sin latterlignende lyd til at advare om farer eller til at afmærke territorium.

Del denne side

Artikel af

Nanna Kirkegaard