Museer i København og Omegn - museum - Danmark - attraktioner - Nationalmuseet - kunst - kultur - Tuk Bagger

Mit museum: Tuk Bagger

For landsdommer og formand for Ligebehandlingsnævnet, Tuk Bagger, kan museer give fantastiske og mærkelige oplevelser.
Tirsdag, oktober 27, 2015

– Jeg er ikke vokset op i en familie, der tog på museum, så mit første museumsminde er fra min folkeskoletid, hvor klassen besøgte Nationalmuseet. Det var virkelig en ahaoplevelse at se oldtidssamlingen, fordi den går så langt tilbage i tiden. I dag går jeg ofte på museum. Både alene eller med en veninde og så selvfølgelig, når jeg er ude at rejse. 

– Jeg havde en fantastisk og mærkelig oplevelse på Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, hvor jeg på et tidspunkt var inde og se nogle relativt kedelige billeder. Pludselig så jeg det flotteste store maleri med stole placeret foran, og da jeg satte mig for at se på maleriet, opdagede jeg, at det i virkeligheden var en rude ud til den smukke natur og altså ikke et billede. På den måde kan museer udfordre en på, hvad virkeligheden i virkeligheden er.

– Indimellem er der jo smuttere, hvor man har stået i kø i flere timer for at se en måske verdensberømt kunster, som i virkeligheden ikke rykker. Men på hver udstilling er der alligevel næsten altid noget, der er interessant. Det værste er faktisk, hvis der er for mange mennesker for så udebliver den ro, som er så vigtig. Det er ikke for at lyde gnaven, men tingene går jo hurtigere og hurtigere i dag. Derfor er det også vigtigere og vigtigere at stoppe op og få noget med sig på et filosofisk plan. På et museum kan man fordybe sig i et værk i sit eget tempo. Lidt ligesom når man læser.

Tuk Bagger er Landsdommer og formand for Ligebehandlingsnævnet.

Del denne side

Artikel af

Sven Johannesen