Museer i København og Omegn - museum - Danmark - attraktioner - kunst - kultur - Martin Krasnik - Statens Museum for Kunst

Mit museum: Martin Krasnik

Egentlig orker journalist Martin Krasnik slet ikke at gå på museum. Hvorfor hænger man ikke bare ét maleri op ad gangen, så man ikke overvældes af træthed? Alligevel besøger han nogle gange Skagens Museum, Statens Museum for Kunst og National Portrait Gallery i London.
Tirsdag, oktober 27, 2015

– Hver sommer tog jeg som barn med min familie på Skagens Museum. Vores sommerhus lå ikke så langt derfra, og det er det museum, jeg har besøgt flest gange. Nu er det mange år siden, jeg har været der. Men det har gjort stort indtryk på mig, fordi der er så fantastiske malerier og vilde historier om, hvordan livet har været engang. Om død og ulykke og fattigdom. Det var det store drama. Der er nærmest reportage-elementer i Skagens-malerierne. 

– Jeg havde flere yndlingsbilleder, og det var alle sammen nogle, hvor der skete noget forfærdeligt. Der er selvfølgelig “Den druknede”, hvor en fisker lige er blevet slæbt ind og ligger livløs på et bord i sit fiskerkluns, og de sørgende sidder rundt om ham. Det kan jeg huske. Jeg er sikker på, at jeg har hadet hvert besøg og kedet mig og været ved at dø af træthed og anstrengelse, fordi jeg grundlæggende ikke gider gå på museum. 

– Men i det store perspektiv tænker jeg, at de der somre på Skagens Museum betød noget. Malerierne, stemningen i dem, farverne og lyset – alt det, som skagensmalerne kunne. På en måde blev det en slags malerier af mine ferier i Nordjylland dengang i 1970’erne. Det var jo det samme lys, jeg selv kunne se nede på stranden ved vores sommerhus, som var gengivet i motiverne.

Museer som sovemedicin
– Grundlæggende fungerer museer bare ikke, synes jeg. Alt det med at gå ind i et stort hus, hvor man har samlet en masse kunst. Jeg reagerer helt fysisk på det. Jeg bliver så søvnig og træt i benene. Jeg orker næsten ikke at slæbe mig rundt, og når jeg har gået 20 meter, begynder jeg at lede efter cafeen. 

– Jeg tror, der er virkelig mange mennesker, som har det sådan. For det første fordi det er så overvældende med alle de indtryk, man pludselig bliver udsat for. For det andet fordi det næsten altid er så kedeligt formidlet. Det hænger jo bare der på væggen. Det er dødt. Det er ligesom på Louvre, hvor man bare ved tanken om at skulle derind bliver overvældet af træthed. Man har lyst til at lægge sig til at sove i cafeen. Så kæmper man sig frem til Mona Lisa. Og så hænger hun bare der.

– Jeg kommer ofte på Statens Museum for Kunst med min datter, som elsker at rende rundt derinde. Der hænger alle de mange smukke malerier, og måske er jeg bare for sensitiv, men det bliver for meget. Jeg ville hellere bare se på et. Det burde være sådan, “i dag har vi hængt det her ene billede op”. Så kan man komme og se på det. Det ville give meget bedre mening. 

Pissefedt museum
– Der er selvfølgelig også museer, hvor jeg ikke får det sådan lige med det samme. Louisiana for eksempel. Der kan man jo bare tage op og være. Eller National Portrait Gallery, som er en del af National Gallery i London; det er genialt, fordi det kun er portrætter. Jeg elsker portrætter. Det er sikkert, fordi jeg er sådan en gammel avismand. Man kan illustrere alting i verden med et ansigt. Det er et pissefedt museum. Portrætter af politikere og adelige er noget af det sjoveste, der findes. Det er jo portrætter af magt. Man kan næsten altid aflæse kampen mellem kunstneren og den portrætterede. Der er utroligt meget dejligt anstrengt energi. Jeg tager altid på National Portrait Gallery, når jeg er i London. Det er ikke så stort, så man kan hurtigt gå videre ind i cafeen og spise kage uden dårlig samvittighed.

– Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot er vores egen udgave af National Portrait Gallery. Det er fedt af alle de samme grunde. Og så er der så smukt. Og det er overskueligt. Der hænger alle portrætterne af kongefamilien helt tilbage til, jeg ved ikke hvornår. Det er fantastisk at se, hvordan vores billeder af magt ændrer sig fra årti til årti og århundrede til århundrede. Hvordan konger og regenter ser ud, og hvordan situationer og rekvisitter skal illustrere deres magt. Jo tættere vi kommer på nutiden, jo mere er vi nødt til at skjule magten. Så må det ikke være for indlysende, at det er et menneske, der bestemmer over os. Man kan jo ikke sætte en moderne politiker op på en hest. Selvom det kunne være ret sjovt. 

Martin Krasnik er forfatter og journalist på DR.

Del denne side

Artikel af

Fie Krøyer Dahl