Anna neye poulsen museer i københavn og omegn kultur historie museum udstilling

Mit museum: Anna Neye Poulsen

Som barn syntes skuespiller Anna Neye Poulsen, at det var pinligt at gå på museum med sin mor.
Fredag, oktober 30, 2015

– Jeg er opdraget af en kunstglad mor med et stærkt følelsesforhold til musik og kunst. Derfor var jeg ikke mere end fem år, da hun begyndte at slæbe mig med på Louisiana. Jeg husker alle de her røvkedelige søndage, hvor min mor stod foran et maleri af Emil Nolde og begyndte at græde over måden, han havde brugt rød på. Jeg syntes, det var forfærdeligt.
Jeg kan huske, mit blik faldt på en smadret cello, som var kommet i ramme, og jeg hadede den, det var forargeligt, og min mor stod der og dvælede og græd på skift. Vi var også tit i koncertsalen. Engang sad vi og ventede på noget tolvtonemusik. Da koncerten startede, og hun ikke var begyndt at græde, åndede jeg lettet op. Selv da komponisten kom ind og
skød bang bang med en attrappistol, græd hun ikke.
Men så farede han ned ad trapperne til klaveret midt i koncertsalen, som han hamrede sit atonale tolvtoneværk på. Og så brød min mor i gråd. Lige der ønskede jeg af hele mit hjerte, at min mor havde været en ganske almindelig dame, en Gitte eller en Annelise, der arbejdede i en bank og gik i et med tapetet.

– Da jeg læste på skuespillerskole i London, begyndte jeg at gå på TATE Modern. Her begyndte kunsten at røre mig. Den begyndte at sige mig noget, og jeg kunne læse historier ind i den. Jeg blev ret vild med renæssanceportrætter, disse tableauer med liv, der kiggede direkte på mig, og jeg kunne genkende mine venner i dem. Jeg er sikker på, at den indoktrinering, jeg fik som barn, også sidder i mig som noget, jeg kan bruge. Nu er jeg jo selv blevet kunstner.

– Et museum, der også har gjort indtryk på mig, er Sammlung Boros i Berlin. Det er en bunker fra 2. verdenskrig, som ligger over jorden, og som en privat samler har købt, istandsat og fyldt med moderne kunst på fire etager. Der er noget særligt ved tanken om, at et sted forbundet så direkte med det destruktive er forvandlet til at sprede glæde.

– I dag vil jeg gerne selv slæbe mine børn med på Louisiana eller SMK. Jeg vil gerne give dem lidt klassisk dannelse, og selvom min søn ved sidste besøg lå og rullede sig i en vandpyt og skreg i ét væk, og jeg begyndte at drikke vin, ja, så tager jeg derop igen. Det er lidt som at komme hjem.

Anna Neye Poulsen, 44 år. Skuespillerinde og manuskriptforfatter. Foto: Anne Mie Dreves

Del denne side

Artikel af

Marie Louise Tüxen