Lys i mørket

Vi er i årets aller mørkeste måneder. Det er dunkelt, når vi vågner. Tusmørke, når vi tager hjem. Kun sporadiske solstrejf lyser den grå januarhimmel op. Men vi har brug for lys i mørket. Museer i København og omegn har derfor samlet en række bud på nogle oplysende og opløftende oplevelser i den kolde vintertid
Torsdag, januar 18, 2018

En tur i Lyslabyrinten 
Hvad er lys? Få svaret i Eksperimentariums forunderlige Lyslabyrint. Det er lyset, der skaber den farvestrålende verden, vi lever i. Farven på en ting er nemlig afhængig af det lys, som den reflekterer. Et grønt blad eksempelvis opsuger alle andre farver end grøn, mens det reflekterer den grønne farve. Derfor ser bladet grønt ud. I Lyslabyrinten kan du gå på opdagelse i det fascinerende fænomen lys.  Spil musik på lysharpen og eksperimenter med dens strenge af laserstråler. Frys din skygge på væggen og oplev begrebet fosforescens i praksis. Mød manden med leen og forsøg at regne ud, hvor lyskilden er, når du ser skygge og skyggegiver. Skab farver i det farveløse rum og lav dit eget 3D-mønster i alverdens farver. I midten af labyrinten er der mulighed for at sætte sig og nyde de mange og foranderlige lysglimt, der funkler på vægge og loft.

Læs mere om Eksperimentariums Lyslabyrint her

Bliv genomisk oplyst
Den genetiske oplysningstid er over os. Kortlægningen af det menneskelige genom og detaljeret viden om cellens biokemiske maskineri stiller os i udsigt, at vores kroppe kan frigøres fra vores medicinske uvidenhed om sund livsførelse og de ’fejl’ som sygdomme udgør. Hurtige, præcise og stadig billigere teknologier til genetisk sekventering er altafgørende for denne moderne biomedicinske udgave af Oplysningen. På Medicinsk Museion kan man opleve den på én gang poetiske og videnskabelige installation Genomisk Oplysning, som ved en udstilling af 17.000 genotyping chips illustrerer ideen om den genetiske oplysningstid. Se udstillingen i museets åbningstid.    

Læs mere her

Sidste chance i Cisternerne

Lys spiller en helt særlig rolle i den aktuelle udstilling i Cisternerne på Frederiksberg. Det er sidste chance for at opleve den japanske arkitekt Hiroshi Sambuichis storslående totaludstilling i det gamle underjordiske vandværk. Dagslyset trænger ind, og planter gror i det særlige, CO2-mættede klima. Som besøgende vandrer man over vandet på en fortolkning af den japanske Itsukushima helligdom på øen Miyajima.  Udstillingens åbningstider varierer i takt med dagens længde, da dagslyset er udstillingens primære lyskilde. I vintermånederne vil udstillingen lukke med den begyndende solnedgang kl. 14.00, hvorimod der i sommerens lyseste måneder vil være åbent helt frem til kl. 20.00. Hold øje med hjemmesiden her for de enkelte måneders lukketider.

Læs mere her

Willumsens vitalisme

Friluftsliv, badende børn og farvemættede landskaber. I de afsluttende årtier af 1800-tallet vandt en særlig sanselig og vital lys- og naturdyrkelse frem. Med de store billeder ”Sol og Ungdom” fra 1910 og ”Badende børn på Skagen Strand” fra 1909 markerede den danske kunstner J.F. Willumsen (1863-1958) sig som frontløber i bevægelsen og skabte to absolutte hovedværker i dansk og nordisk kunst. Vil opleve Willumsens sprudlende vitalisme og særegne lysbeherskelse på nært hold, så læg vejen forbi J.F. Willumsens museum. Her har man samlet et imponerende udvalg af multikunstnerens fotografier, keramik, bøger, breve og ikke mindst malerier. Kan du ikke få nok af den verdensberømte Willumsen, kan du også tage på Statens Museum for Kunst, som ligeledes har en fin Willumsen-samling.

Læs mere om J.F. Willumsens museum her.  

Del denne side

Artikel af

Kathrine Maria Amann