Karen Blixen Museet

Besøg stedet, der er Karen Blixens barndomshjem, og oplev stemningen i de stuer, hvor kendte og elskede fortællinger blev til.

En forfatters barndomshjem
“Babettes gæstebud”, “Den afrikanske farm”, “Syv fantastiske fortællinger”. Perler i dansk litteratur og alle forfattet og nedskrevet i huset Rungstedlund ved Rungsted Strand. Med hjemmet, hvor hun boede og skrev, og udstillingerne med bøger, breve og kunst giver Karen Blixen Museet historien om en af Danmarks største og mest berømte forfatter.

Kaffebonde i Afrika
Karen Blixen blev født i Danmark i 1885, men rejste i 1913 til det nuværende Kenya for at drive en kaffefarm sammen med sin mand. Efter 17 år vendte hun hjem til Danmark og bosatte sig atter i huset Rungstedlund, hvor hun efterfølgende skrev sine verdensberømte fortællinger.

Gamle møbler og friske blomster
En tur over de knirkende gulvbrædder fører dig gennem de mange flotte stuer, indrettet som de så ud, da Karen Blixen boede i dem. Der er blandt andet brændeovne, som har tilhørt Karen Blixens slægtninge, og du kan se møbler, som hun selv bragte med sig hjem fra farmen i Afrika. På borde, kister og kommoder står der året rundt imponerende flotte buketter med friske blomster. Buketterne er inspireret af Karen Blixens egne overdådige og utraditionelle blomsterarrangementer. Udover de private stuer har museet en dokumentarudstilling om Karen Blixens liv og værk samt et galleri med hendes mange tegninger og malerier. Du kan også gå på opdagelse i hendes private bogsamling, indeholder en perlerække af klassiske værker fra Homer til H.C. Andersen.

Fuglesang og Ewalds høj
Rungstedlund ligger idyllisk ned til Øresund, og bag de hvidkalkede bygninger finder du den store blomsterhave og lunden, som efter Karen Blixens ønske er et fredet fuglereservat. En gåtur i parken med de mange gamle bøgetræer er samtidig en gåtur i historien. Her gik også Johannes Ewald og lod sig inspirere til sin poesi, og parkens bænke er blandt andet opkaldt efter personer, som i sin tid havde deres gang på stedet. Ved foden af Ewalds Høj finder du Karen Blixens gravsted under et stort bøgetræ.
Parken er altid åben for besøgende og inviterer til en lille gåtur, hvor man kan nyde den smukke natur. Der er opsat fuglekasser i lunden, som er blevet yngleplads for en lang række fugle.

1 million besøgende gæster!
Siden Karen Blixen Museet for første gang slog dørene op i 1991 har næsten én million mennesker besøgt stedet. Udover museets faste udstillinger byder museet på en række kulturoplevelser som blandt andet filmforevisninger, særudstillinger og oplæsninger.

 

Karen Blixen Museet
Rungsted Strandvej 111
2960 Rungsted Kyst

 +45 45 57 10 57
 booking@blixen.dk

  Website
 Facebook

Åbningstider


Åbningstider er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Priser

Voksne: 100 DKK
Børn: Under 14 år: 0 DKK
Grupper: Over 10 pers.: 75 DKK

Priser er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Faciliteter mv.

Wifi
Skoletjeneste
Omvisninger
Have/park
Handicapvenlig
Cafe