Danmarks Tekniske Museum
Danmarks Tekniske Museum er et eldorado for nysgerrige børn og voksne. Oplev historien om det moderne Danmark og de teknologiske forandringer, der i løbet af de sidste århundreder er blevet en naturlig del af dagligdagen: elektricitet, kloakering, cykler, biler, fly, computere, telefoner, fjernsyn og meget mere.
Danmarks Tekniske Museum er et mekanisk slaraffenland. Her kan du gå på opdagelse i en verden af teknologiske opfindelser, som har ændret vores måde at leve på. Få familieoplevelser for fuld kraft og lær alt om vidunderlige og epokegørende tekniske opfindelser og menneskene bag.
På museet kan du komme helt tæt på rumkapslen, der i 2015 sendte Andreas Mogensen ud i rummet, som den første dansker. Du kan også opleve Danmarks første bil fra 1888, som samtidig er verdens ældste fungerende bil, se pioneren Ellehammers fly fra 1906, nyde synet af de forskellige seje Nimbus motorcykler og robotter samt mærke nostalgien bruse i en af Europas bedste tekniske samlinger.
Udstillingerne handler om alt fra biler, cykler og fly til ting, som du har derhjemme, fx tv, spilkonsol og computer og din smartphone, der sikkert har ændret din måde at leve på. Kom med på den forunderlige rejse med maskiner, der ændrede verden.