Botanisk Have (Statens Naturhistoriske Museum)
En grøn oase i hjertet af København, hvor du kan opleve Danmarks største videnskabelige samling af levende planter – velkommen til Botanisk Have. Det smukke haveanlæg, væksthusene og Palmehuset er hotspots for biodiversitet og hjemsted for omkring 11.000 forskellige arter – fra kødædende planter og spektakulære orkidéer til sjældne kaktusser og cycader, der er lige så gamle som dinosaurerne.
Botanisk Have rummer også den største samling af præserverede planter i herbariet. Tilknyttet haven er ligeledes en spritsamling, en nyttesamling, en vedsamling og en frøsamling.
Palmehuset
Kæmpebambus, palmer, pragtfulde blomster og kødædende planter er blot nogle af de eksotiske vækster, du kan se i det ikoniske Palmehus fra 1874, der rummer fem væksthuse med forskellige klimazoner. Træd indenfor i de varme og fugtige omgivelser, hvor tropiske og subtropiske planter trives – bl.a. Botanisk Haves ikoniske ’ligblomst’, Amorphophallus Titanum, hvis gigantiske blomsterstand hvert andet år siden 2012 har imponeret både publikum og havens gartnere. Ligesom mange af de andre planter, du kan opleve i Palmehuset, er Amorphophallus Titanum sjælden i naturen og vokser udelukkende i regnskovene på Sumatra. Besøg også sukkulent- og kaktushuset med planter i alverdens størrelser og former.
Kom tæt på sommerfuglene fra april til oktober
Sommerfugle er forunderlige skabninger, og deres livscyklus har fascineret kunstnere, forfattere og videnskabsfolk siden antikken. Botanisk Haves sommerfuglehus er en del af Palmehuset, og her kan du i sommerhalvåret opleve sommerfuglenes liv og forvandling helt tæt på.
Nyd en kop kaffe i haven og tag et minde med hjem fra butikken
Foran Palmehuset finder du en lille udendørs cafe med opstillede borde og stole. Her kan du slå dig ned med en forfriskning eller købe en kop kaffe og nyde den på en af havens mange bænke eller hyggelige grønne græsarealer. Fra Palmehusets terrasse har du en fantastisk udsigt over haven og et kig til Københavns spir og tårne. I Botanisk Haves butik finder du et nøje udvalg af bl.a. planter, plakater og pynt i havens ånd.