Arbejdermuseet

Den danske arbejder er i centrum, når Arbejdermuseet inviterer dig indenfor til en række levende udstillinger, hvor stegeos, petroleum og kul næsten river dig i næsen. Få fortællingen om de københavnske arbejdere, deres liv, kultur og arbejdsvilkår gennem de sidste 150 år.

En arbejderfamilie gennem tre generationer
Arbejdermuseets udstillinger giver et indblik i familie- og arbejdslivet, det sociale liv og fritidslivet hos den danske arbejderklasse. Besøg Familien Sørensens lejlighed; en autentisk arbejderlejlighed, hvor en københavnsk familie har sovet, spist, holdt fest og haft en hverdag gennem tre generationer. Stemningen i udstillingen, de knirkende gulvbrædder samt originale møbler og ejendele giver et levende og realistisk indblik i de livsvilkår og boligforhold, som familien Sørensen og den typiske arbejderfamilie levede under på Østerbro fra 1885 og helt frem til 1990. Der er også mulighed for at opleve 150 års industriarbejde med et besøg i udstillingen Industriarbejdet. Her kan du fornemme de gamle fabriksrum, og komme tæt på Carlsbergs baggårdsaftappere fra 1800-tallet eller B&Ws nittesjak fra 1950’erne.

Oldemors hverdag
Arbejdermuseet byder med sine mange facetter af dansk arbejds- og familieliv på oplevelser for både børn og voksne, og er samtidig oplagt til undervisning. Her er mulighed for at se, hvordan oldemors hverdag så ud, og tage på en nostalgisk tur tilbage til en tid med levende ild i komfuret – før køleskabet og blenderen blev opfundet.

Ud over de faste udstillinger er der skiftende særudstillinger, som sætter historie og politik til debat, belyser arbejdernes kulturhistorie eller sætter fokus på kunst med forbindelse til arbejderbevægelsen.

Arbejdernes første forsamlingshus
Selve museumsbygningen i Rømersgade var, da den blev bygget i 1879, Arbejdernes Forsamlingsbygning – det første hus, arbejderbevægelsen selv byggede og betalte. Her havde den danske arbejderklasse et socialt og politisk mødested, hvor der kunne festes og holdes møder. Bygningen er nu fredet og rummer også den smukke, gamle festsal, der siden 1879 har lagt vægge og gulve til et hav af arrangementer – lige fra de politiske møder til juletræsfester og teaterforestillinger. Fx har Lenin og Rosa Luxemborg talt i festsalen, der stadig danner rammen om politiske og kulturelle arrangementer.

Café & Øl-Halle 1892
Der er rig mulighed for at smage på historien i museets Café & Øl-Halle 1892; Københavns eneste fredede kælderrestaurant, som gennem restaurering er ført tilbage til året 1892. Her serveres gammeldags mad, øl og snaps, der smager ligesom dengang. Et besøg på museet kan derfor med rette sluttes af med lidt til ganen.

 

 

Arbejdermuseet
Rømersgade 22
1362 København

 +45 3393 2575
 info@arbejdermuseet.dk

  Website
 Facebook
  Instagram

Åbningstider

Mandag: 10:00 – 16:00
Tirsdag: 10:00 – 16:00
Onsdag: 10:00 – 19:00
Torsdag: 10:00 – 16:00
Fredag: 10:00 – 16:00
Lørdag: 10:00 – 16:00
Søndag: 10:00 – 16:00

Lukket

1. januar
24. – 26. december
31. december


Åbningstider er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Priser

Voksne: 90 DKK
Børn: Gratis (under 18)
Studerende: (og unge 18-25) 65 DKK
Grupper: (min. 10 pers.) 20% i rabat
Billet til Parkmuseerne: 245 DKK
Årskort: Tilbyder ikke årskort

Priser er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Faciliteter mv.

Wifi
Skoletjeneste
Restaurant
Omvisninger
Copenhagen Card
Cafe
Børnevenlig
Booking/udlejning
Åbent hele ugen