Medicinsk Museion

At udforske, forstå og beherske kroppen har til alle tider været medicinens opgave. På Medicinsk Museion fortælles om medicinens betydning for vores liv - før, nu og i fremtiden. Det er et museum for alle os, der har en krop og er nysgerrige på, hvordan den er blevet forstået og behandlet - fra antikken til genetikken.

Medicinsk Museion er et must-see museum for alle, der er nysgerrige på krop, sygdom og sundhed. Vil du blive klogere på, hvordan kroppen er blevet forstået og behandlet før og nu, er et besøg i det tidligere Kgl. Kirurgiske Akademi fra 1787 en fascinerende oplevelse.

Kig ind i kroppen, kom tæt på levende bakterier og hør om historiens vigtigste lægevidenskabelige opdagelser og teknologiske opfindelser. Medicinsk Museions udstillinger tager afsæt i museets store samling, men du kan også møde helt aktuel forskning. Udstillingerne tager dig med vidt omkring i sygdom og sundhed – fra antikken til genetikken.

Ansigt til ansigt med menneskekroppen

I udstillingen Det indsamlede menneske kan du komme helt tæt på skeletter, organer, celler og DNA. Udstillingen viser, hvordan kroppen gennem tiden er blevet indsamlet og brugt som lægevidenskabens råmateriale – fra historiske samlinger af knogler og kroppe på glas til nutidens indsamlede mennesker i biobankernes frysere.

Tankevækkende forbindelser mellem hjerne og mave
Oplev en eksperimenterende udforskning af forbindelserne mellem menneskets hjerne og mave i udstillingen Mind the Gut. Gennem videnskab, kunst og historie udforskes sammenhængen mellem hjerne, tarme og bakterier – en gåde der har optaget mennesket gennem årtusinder og som stadig giver stof til videnskabelige eksperimenter, trendy livsstilstendenser og heftige sundhedsdebatter.

Det Kgl. Kirurgiske Akademi
Medicinsk Museion holder til i det tidligere Kgl. Kirurgiske Akademi fra 1787. I det oprindelige auditorium har generationer af medicinstuderende lært om kroppens anatomi. Som hele husets omdrejningspunkt danner rummet stadig den dag i dag ramme om events og undervisning, kunstneriske performances og musikalske koncerter.

Et prisvindende universitetsmuseum
Medicinsk Museion er en del af Københavns Universitet. Foruden at være et museum for publikum er Medicinsk Museion også en forskningsafdeling med speciale i forskningskommunikation. Museet er flere gange blevet præmieret for sine eksperimenterende udstillinger, senest med Bikubenfondens udstillingspris Vision i 2015. I 2019 er museet nomineret til ICOMs præstigefulde UMAC Award.

 

Medicinsk Museion
Bredgade 62
1260 København

 +45 35 32 38 00
 museion@sund.ku.dk

  Website
 Facebook
  Instagram

Åbningstider

Tirsdag: 10:00 – 16:00
Onsdag: 10:00 – 16:00
Torsdag: 10:00 – 16:00
Fredag: 10:00 – 16:00
Lørdag: 12:00 – 16:00
Lørdag: 12:00 – 16:00

Åbningstider er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Priser

Voksne: 110 DKK
Børn: (7 år - 17 år) 50 DKK
Børn: (0 år - 7 år) 0 DKK
Studerende: 70 DKK

Priser er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Faciliteter mv.

Wifi
Skoletjeneste
Omvisninger
Copenhagen Card