Nordatlantens Brygge
Nordatlantens Brygge er et kulturhus i København, der byder på kunst og kultur fra Island, Grønland og Færøerne. Formålet med huset er at fremme kendskabet til de tre landes kunst og kultur, samt styrke samarbejdet med dem.
Nordatlantens Brygge viser samtidskunst og kultur fra de nordatlantiske lande, der markerer sig med et rigt kulturliv. Mange innovative kunstnermiljøer blomstrer – både blandt den yngre og ældre generation inden for billedkunst, musik, teater og film. Kunsten er ofte inspireret af landenes særlige landskaber, lys og kulturhistorie, og den har et stærkt visuelt, kropsligt og musikalsk udtryk. Det giver en kunst som overrasker – og som pirrer alle sanser.
Udstillinger, events og det nordiske køkken i Noma
Hele året præsenterer Nordatlantens Brygge en blanding af udstillinger, musikarrangementer, events og debataftner, der præsenterer såvel kendte som nye sider af de nordatlantiske lande. I restaurant Noma kan man desuden smage på den nordiske mad. Restauranten har på rekordtid demonstreret, at det nordiske køkken er fremtidens køkken – og at stedet er en af Københavns absolutte toprestauranter, der i 2010 vandt prisen som verdens bedste restaurant.
Et fredet pakhus på Christianshavn
Rammen om alle aktiviteterne på Nordatlantens Brygge er et af havnefrontens imponerende bygningsværker: Et stort fredet pakhus, der ligger for enden af Strandgade på Christianshavn. Pakhuset blev bygget i 1767, og huset var det sted, hvorfra nordatlantiske ekspeditioner, rejser og handel tog afsæt. Nordatlantens Brygge huser også Grønlands og Færøernes Repræsentationer, Islands Ambassade og en række virksomheder og organisationer med tilknytning til Nordatlanten og Arktis.