Kroppedal Museum

Fortid og nutid bindes sammen i en smuk sløjfe på Kroppedal Museum i Vestskoven. Midt i den rekreative skov i Taastrup er der lagt op til et afslappende museumsbesøg – og en stjernestund i bogstavelig forstand. Museet, der fortæller om både oldtiden og nyere tids historie på den københavnske vestegn, er også museum for dansk astronomihistorie.

En historisk oase
Allerede på grusvejen ind til museet får man fornemmelsen af at være på vej til noget særligt. Efter at være drejet fra ved en stor gravhøj fra bronzealderen, viser et skilt på venstre hånd af til den berømte danske astronom Ole Rømers Landobservatorium, og til højre er et vikingelanghus afmærket med stolper. Et lille stykke længere fremme ligger Kroppedal Museum omgivet af skov skabt som en oase, hvor byboerne kan søge hen for at trække frisk luft i lungerne i skøn natur. På den måde er området et lille stykke danmarkshistorie i sig selv. Men Kroppedal Museum trækker stregerne op til en historie, der går meget længere tilbage – blandt andet til vikingetiden.

Vikingebroen – bygges med håndkraft
I 2019 blev Kroppedals helt store indsats færdig; at rekonstruere en 700 meter lang vikingevej og –bro henover den naturskønne Store Vejleådalen. Attraktionen blev opført i samarbejde med museets nabo, Vikingelandsbyen, der er flittigt besøgt af egnens skoleklasser. Broen og vejen, der forbinder de to institutioner, er verdens længste vikinge-landkonstruktion, og blev bygget af håndværkere, der havde dedikeret sig til en noget anderledes opgave. Arbejdet blev nemlig udført med værktøj og teknikker, som vikingerne i sin tid havde til rådighed. Således er byggeriet et interessant studie også for historisk interesserede. For hvordan har man egentlig kunne håndtere de over 400 kilo tunge bropiller uden moderne maskiner? Det hele er bygget i samarbejde med skoleelever, frivillige og andre interesserede. 

HVER DAG ER EN KAMP – EN FORTÆLLING OM MENNESKET I VIKINGETIDEN 

Følg vikingerne Astrid, Sif, Halfdan og Erik gennem museets stemningsfulde udstilling om det barske hverdagsliv på Vestegnen for 1200 år siden.
I Kroppedal Museums vikingeudstilling ’Hver dag er en kamp – en udstilling om mennesket i vikingetiden’, får du et anderledes indblik i vikingetiden.
Udgangspunktet for udstillingen er en stor vikingegravplads tæt på Vridsløsemagle, som museets arkæologer fandt for nogle år tilbage. Gravpladsen er en af de største vikingegravpladser fra tidlig vikingetid, vi kender til herhjemme. Udover at rumme i alt 120 vikingegrave, viste gravfund også, at flere af vikingerne stammede fra Gotland og at de formentlig var bosat på Vestegnen omkring 800 e.Kr. 

Ole Rømer og Observatorium Tusculanum
En stor del af Kroppedal Museum består af udstillinger om astronomi, og med særligt fokus på den danske videnskabsmand og astronom Ole Rømers opdagelser og opmålinger. I museets faste udstilling om dansk astronomihistorie indgår nogle af Rømers måleinstrumenter, som han har benyttet i sin forskning – både som astronom og som landmåler for Kong Christian den 5. Kun få hundrede meter fra museet ligger resterne af Rømers landobservatorium Tusculanum, som han grundlagde i 1704.
Det er muligt for grupper at booke en guidet rundvisning i museets astro-udstilling, hvor museets astronom fører gæsterne ud i universet og tilbage til Ole Rømers samtid i 1600-tallet og til nogle af de allerførste opdagelser inden for astronomi. På udvalgte aftener fra oktober til marts inviterer museet desuden til stjernekig og populærvidenskabelige foredrag om stjernehimlen netop nu. 

 

Kroppedal Museum
Kroppedals Alle 3
2630 Taastrup

 +45 43 30 30 00
 kontakt@kroppedal.dk

  Website
 Facebook
  Instagram

Åbningstider

Mandag: – Lukket
Tirsdag: 12:00 – 16:00
Onsdag: 12:00 – 16:00
Torsdag: 12:00 – 16:00
Fredag: 12:00 – 16:00
Lørdag: 12:00 – 16:00
Søndag: 12:00 – 16:00

Åbningstider er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Priser

Voksne: 50 DKK
Børn: Under 18 år 0 DKK

Priser er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Faciliteter mv.

Wifi
Skoletjeneste
Omvisninger
Have/park
Handicapvenlig
Børnevenlig