Frilandsmuseet

Frilandsmuseet tager dig med tilbage i tiden. Ikke langt fra Københavns centrum kan du træde direkte ind i fortiden og opleve livet på landet og i landsbyen på nært hold.

Mølleren, herremanden og bonden på gården
Aflæg visit hos bonden, mølleren og herregårdsfruen, og se hvordan de sov, spiste og arbejdede. Frilandsmuseets bygninger, haver, dyr og brugsgenstande giver dig Danmarks historie fra 1650 til 1940 i en bogstaveligt talt levende udstilling om danskerne, deres livsvilkår og kultur indtil for 50 år siden. Her får du hele Danmark både historisk og geografisk på et af verdens største museumsområder – under åben himmel og stråtækte tage.

På besøg i fortiden
Som besøgende kan du gå direkte ind i de meget nøjagtigt genskabte huse og bygninger. De er alle fuldt indrettede med møbler, alkover, dyner, træsko, natpotter og små skilderier, som afspejler den tid husene blev bygget i. Oplev hvordan bonden, håndværkeren og herren på gården levede, hvor de spiste og hvilke omgivelser der mødte dem, når de vågnede eller kom hjem fra dagens arbejde.

Rundt omkring på området går folk i historiske dragter og gør fortiden levende. Mød den velhavende fæstebonde på den store gård fra True, hedebonden på hosebindergården fra Vestjylland, brugsuddeleren i stationsbyen og fruen med sine køkkenpiger på herregården. Dyr af gamle racer er med til at holde museets landskaber, når de græsser på foldene. Mød blandt andet ænder, geder og får – til stor begejstring for museets yngste gæster.

På havevandring i historien
Oplev den klassiske bondehave, hvor planter og blomster blev brugt i kosten, som krydderi eller medicin. Se herregårdens smukke park med blomstrende rododendron, stauder og historiske roser. I den store køkkenhave er der både kål og eksotiske skorzonerrødder samt et væld af blomster til herregårdens fine stuer.

Stationsbyen
Du kan også besøge museets stationsby med bygninger fra perioden 1880-1950. Tiden, der især var præget af andelsbevægelsen, udmærkede sig ved en ny byggestil, som skulle efterligne købstædernes. Bygningerne i den nye stationsby er derfor anderledes end museets øvrige, og du kan her besøge en af de første udgaver af Brugsen med butikslokale, bolig og forsamlingssal. Om sommeren forvandles stationsbyen til Frøsnapperbyen når der afholdes Frøsnapperfestival, som er baseret på Ole Lund Kirkgaards populære børnebøger.

Et levende museumsbesøg
Både børn og voksne kan være med, når Frilandsmuseet inviterer til oplevelser og arrangementer året rundt. Kom og oplev H.C. Andersens eventyr, Ole Lund Kirkegaards finurlige verden eller Morten Korch klassikere. Der bydes også på påskeaktiviteter om foråret, festivaler om sommeren, Halloween i efterårsferien og juleaktiviteter i december. Er vejret godt, er Frilandsmuseets åbne omgivelser oplagte til en skovtur i det fri mellem de fine bindingsværkshuse og stråtækte gårde.

Frilandsmuseet
Kongevejen 11
2800 Lyngby

 Sommer +45 33 47 38 55 / Vinter +45 33 13 44 11
 fogf@natmus.dk

  Website
 Facebook
  Instagram

Åbningstider


Åbningstider er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Priser


Priser er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Faciliteter mv.

Restaurant
Have/park
Cafe
Børnevenlig
Åbent hele ugen