Den Hirschsprungske Samling

Her træder du ind i et skatkammer af dansk malerkunst, hvor guldalderværker, skagensmalere, symbolister og fynboer er rigt repræsenterede, og hvor du overvældes af smukke, imponerende og banebrydende malerier fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.

Et skatkammer af dansk kunst
Hovedværker fra den danske kunsthistorie taler til dig fra hver væg på Den Hirschsprungske Samling. Museets udstilling er en vandring fra lærred til lærred gennem en tidsperiode, hvor romantik, naturalisme og moderne strømninger satte deres præg på den danske kunst.

Romantiske landskaber
Den Hirschsprugske Samling er tobaksfabrikanten Heinrich Hirschsprungs private kunstsamling, som han donerede til den danske stat i 1902. I udstillingen får den besøgende et kronologisk overblik over dansk malerkunst fra C.W. Eckersberg og Christen Købke til Anna Ancher og Johannes Larsen. I museets rigt udsmykkede lokaler kan du gå på opdagelse i den danske guldalder og nyde Eckersbergs studier i modelmaleriet og fascination af antikken eller få en fornemmelse af romantikkens naturidealer i J. Th. Lundbyes landskabsmalerier.

Dansk kunst i en brydningstid
En vigtig del af den danske kunstskat udgøres af skagensmalerne, blandt andet Michael og Anna Ancher samt P.S. Krøyer. Gruppen udmærkede sig ved at male realistiske studier af natur og mennesker, samt af det hårde fiskerliv ved Skagens kyster. På Den Hirschsprungske Samling kan du opleve et stort antal malerier fra denne gruppe kunstnere, fx Michael Anchers portræt af sin hustru. Museet er i besiddelse en af de største samlinger værker af P.S. Krøyer, og i udstillingen kan du få et indblik i Krøyers kunstneriske udvikling gennem den sidste del af 1800-tallet.

Den efterfølgende generation af kunstnere vendte sig bort fra naturalismen og friluftsmaleriet. Symbolisterne søgte i stedet i sjælens dybder, hvor de ydre ting i højere grad kom til at fremstå som symboler på en indre virkelighed. Fra udstillingen kan nævnes fremtrædende malere som Vilhelm Hammershøi, L.A. Ring og Ejnar Nielsen, som var en af den danske symbolismes fremmeste repræsentanter.

Fynboerne kaldtes en gruppe kunstnere, der havde nær tilknytning til Fyn og naturen. Deres hovedområde var livet på landet, hvorfor de fik det lidt nedsættende tilnavn “bondemalerne”. Især maleriernes kraftige, livlige farver kendetegner de fynske kunstnere, og på Den Hirschsprungske Samling kan du blandt andet opleve Fritz Sybergs skildring af havearbejderen under forårets blomstrende frugttræer.

Huset og hjemligheden
Huset ved Østre Anlæg blev opført på foranledning af Heinrich Hirschsprung, og udstillingen, som dengang bestod af Københavns mest moderne kunstsamling, åbnede i 1911. Selve rummene er indrettet med møbler og interiør fra det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, som til dels har tilhørt kunstnerne selv. Atmosfæren i museet er hjemlig og hyggelig, og bærer præg af samlingens oprindelige private karakter.

 

Den Hirschsprungske Samling
Stockholmsgade 20
2100 Copenhagen Municipality
København Ø

 +45 35 42 03 36
 dhs@hirschsprung.dk

  Website
 Facebook
  Instagram

Åbningstider

Mandag: – Lukket
Tirsdag: – Lukket
Onsdag: 11:00 – 16:00
Torsdag: 11:00 – 16:00
Fredag: 11:00 – 16:00
Lørdag: 11:00 – 16:00
Søndag: 11:00 – 16:00

Særlige åbningstider

Hirschsprung LATE sidste torsdag i måneden: 11-20


Lukket

Museet er lukket 23.-26. og 31. december samt 1. januar.


Åbningstider er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Priser

Voksne: 95 DKK
Børn: (under 18 år) Gratis
Billet til Parkmuseerne: 245 DKK

Priser er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.

Faciliteter mv.

Wifi
Skoletjeneste
Have/park
Handicapvenlig