Vedbækfundene Rudersdal museer i københavn og omegn kultur historie arkæologi udstilling museum oplevelse for børn

“Skat, jeg har en uroksetand med hjem!”

I dag ville man nok tage en Dalar-hest eller en Pippi-bog med fra Sverige. Men i jægerstenalderen for 7.000 år siden var tidens hotte souvenir måske en uroksetand.

Det kan bevises, at vi allerede i jægerstenalderen havde kontakt til dem, der boede på den anden side af Øresund. På Rudersdal Museers arkæologiske afdeling Vedbækfundene har man nemlig i grave fra slutningen af jægerstenalderen fundet tandperler fra urokse, elg og bjørn. Det lyder måske ikke så revolutionerende, men netop de dyr var faktisk udryddet på Sjælland på den tid. De levede dog i Sydsverige, og det vidner om, at vi havde tæt forbindelse til vores svenske naboer for 7.000 år siden.

Hvad forbindelsen helt præcist gik ud på, kan man kun gætte sig til, siger leder af Vedbækfundene Anne Birgitte Gurlev. “Måske har kvinderne fået tænderne som gaver af mandlige jægere. Det skal dog heller ikke udelukkes, at kvinderne var seje storvildtjægere og altså selv gik på jagt. En tredje mulighed er, at tænderne har været gaveudvekslinger – måske som udtryk for venskabsforbindelser på tværs af Øresund. Til sidst er der den mulighed, at kvinderne simpelthen stammer fra den anden side af Øresund og har haft de lidt eksotiske tænder med sig, da de kom hertil.”

bygning

Én ting, man ved med sikkerhed, er, at det var normalt at begrave de døde iført deres tøj, våben og smykkesamling. Smykkerne var ofte lavet af tænder fra dyr, men man har skam også fundet mennesketænder i smykkesættet i én af Vedbækgravene, fortæller Anne Birgitte Gurlev. Hun mener dog ikke, at tænderne nødvendigvis er tegn på kannibalisme.

“Nogle arkæologer mener godt nok, at der har eksisteret kannibaler i Danmark, men en anden oplagt mulighed er, at de mennesketænder, der er fundet i en af kvindernes smykkesæt, stammer fra personer i andre grave, som stenalderfolket har gravet op,” siger Anne Birgitte Gurlev. Hvorfor man i jægerstenalderen så hentede ting fra gravene, er uvist, men måske havde folk dengang et helt anderledes og fysisk tæt forhold til de døde.

skeletter

Men hvordan er Vedbækgravene blevet bevaret så intakt? Det er simpelthen sket, fordi de har ligget ualmindelig heldigt. Gravene var placeret i grus med meget kalk i, og det har konserveret skeletterne så godt, at de har klaret den i 7.000 år, fortæller Anne Birgitte Gurlev. Et andet eksempel på en god konservering er fra en boplads ved Vedbækfjorden. Her har stenalderfolket samlet sit affald i dynger ved havet, og det salte vand har gjort, at arkæologerne i nyere tid har kunnet finde små bunker med 1.000 år gammelt affald.

Del denne side

Artikel af

Laura Bøge Mortensen