Seks oplevelser i efterårsferien

Efterårsferien byder på alt fra fransk kunst til konfektworkshop i København og omegn.
Mandag, oktober 5, 2015

Løs gåder i skulpturens verden
Ny Carlsberg Glyptotek inviterer hele familien til mumier og mysterier tirsdag til søndag i efterårsferien. Børnene kan komme med på museums-safari, lytte til historier i tegnehjørnet og besøge billedhuggerens værksted. Derudover rejses der tilbage til det gamle Ægypten, med fortællinger om hvad man skulle have med sig i graven for at sikre sig et liv efter døden. De voksne kan i mellemtiden gå på opdagelse i franske mesterværker og den komplette samling af Edgar Degas’ bronzefigurer.

Kunst og konfekt: Workshop på Heerup Museum
Er du til impressionisme, ekspressionisme eller bare god lakridskonfekt? Den danske maler og skulptør Henry Heerup forenede kunst og lakridskonfekt i sine ‘lakrismer’, og du kan få lov til at gøre det samme d. 13.-16. oktober mellem 11-15 på Heerup Museum. Deltagelse i worshoppen inkluderer entré til udstillingen Heerup & Cobra, som præsenterer det europæiske kunstkollektiv COBRA (1948-51) fra Heerups avantgardistiske synspunkt, side om side med værker af Ejler Bille, Asger Jorn, Pierre Alechinsky, Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen. Udstillingen roterer omkring samspillet mellem det abstrakte og det figurative.

Matisse og Eskimoerne: En fortælling om nordisk fascination
Henri Matisse var en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige kunstnere, og hans brug af eksplosive farver og dekorative former har skabt et letgenkendeligt udtryk i alt fra hans malerier til papirudskæringer. Dette efterår viser Ordrupgaard en side af Matisse som for mange er ukendt, i en serie af ikoniske Inuit-portrætter. Matisses nordiske eventyr udfolder sig i kromatiske  afbildninger, inspireret af polarforsker Knud Rasmussens skriverier og forfatter George Duthuits samling af eskimomasker. Udstillingen komplementeres af den farverige Jazz-serie, der markerer den franske kunstners overgang til collage.

Parkour workshop hos Experimentarium City
I efterårsferien kan du komme til drop-in parkour workshops hos Experimentarium City på Papirøen hver dag mellem 11-16:30. Københavns Havn lægger smuk baggrund til, når instruktører fra Street Movement viser hvordan man kan hoppe fra én kompliceret udfordring til den anden med legende lethed. Hvorfor ikke lægge ud med udstillingen PULS, som hjælper dig med at træne din balanceevne i hverdagssituationer? Som parcours artiste vil det fremover være så meget sjovere at vente på toget.

Cool Moderne: Art Deco i dansk billedkunst 1910-1940
Hvad har de brølende 1920’ere og Den Store Depression tilfælles? Art Deco. Efter Første Verdenskrig brød stilen Arts Décoratifs frem i Paris og blandede på eklektisk vis primitiv kunst, avantgarde, kubisme, fauvisme, idéer om luksus og en fascination af fremtiden. Tænk The Great Gatsby og Rockefeller Center. Med Cool Moderne udforsker Gl Holtegaard hvordan Art Deco udviklede sig simultant med det moderne liv, i en tid som var stærkt præget af politisk furore og massekommunikationens fremkomst. Udstillingen er rig på maleri og skulptur men byder også på arkitektonisk design, fotografi, film, illustrationer og plakater.

Pssst: Barokhaven byder i øjeblikket på ny superlativ arkitektur.

Gru og (u)hygge på Visit Carlsberg
Det gamle Carlsberg Bryggeri fra 1847 danner ramme for en efterårsferie i allehelgens navn. Visit Carlsberg inviterer modige børn på en eventyrlig Halloween-skattejagt i sin mørke, uhyggelige kælder, mens mere sarte sjæle kan lave papirdekorationer i værkstedet, tage en tur i Carlsbergs hestevogn, eller nyde en velskænket heksebryg i baren. Skulpturhaven og dens imponerende kunstsamling er åben som altid – her kan det være du støder på Den Lille Havfrues lillesøster.

Del denne side

Artikel af

Denise Rose Hansen