Omme bag Ballerup

En på opleveren...på Ballerup Museum.
Fredag, oktober 30, 2015

Ballerup? Er det ikke et sted regeret af socialdemokratiske bykonger bag ved de lagerhaller fyldt med postordrevarer, som bilisterne kan se fra Ring 4? Jo, sikkert, når man som jeg kan glemme, at forstæderne på Vestegnen ikke bare er satellitbyer med København som fokuspunkt.

Omme bag motorvejens Ballerup findes der nemlig et Ballerup, som er meget ældre og anderledes 1950’er-boligblok-arkitekternes forstadsdrømme. Dem står Ballerup Museum nu ellers stolt ved, når det fortæller om egnens nyere byudvikling. Men det byder på meget mere.

Her er fx lokale stenalderfund. Også museets placering ved et gadekær i nogle gårdlænger fra begyndelsen af 1800-tallet perspektiverer historien. Ballerup er ikke kun der, hvor den moderne storby begyndte. Det er også der, hvor landet startede. Og er det stadig: På sådan en solskinsdag er her lige så roligt og smukt og trygt som en barndomssommer i Nordsjælland. Og så endda kun 15 kilometer fra Københavns Rådhusplads.

Museet har stor betydning i lokalområdet. Men det tager også imod mange turister af især russisk afstamning. De kommer her for at opleve malerier, fotografier, breve og andre af storfyrstinde Olgas ejendele. Som søster til zar Nikolaj den 2., der blev dræbt under den russiske revolution i 1917, flygtede hun til Danmark. Her boede hun fra 1930 til 1948 i Ballerup.

Russisk eller ballerupsk tilknytning er dog ikke påkrævet for et inter-essant besøg. Og med den korte afstand fra Københavnstrup kunne man sådan set godt droppe bilen og Ring 4 og tage en cykel. Så kan man puste ud i solen på den brolagte gårdsplads med staudebedene, inden og efter man finder ud af, hvad der egentlig er omme bag Ballerup.

Del denne side

Artikel af

Lars Erik Frank