Museer i København og Omegn - museum - Danmark - attraktioner - kunst - kultur - Mit museum: August Rosenbaum - Statens Museum for Kunst

Mit museum: August Rosenbaum

Egentlig synes pianist og komponist August Rosenbaum tit, at kunstnerens arbejdsproces er mere interessant end selve værket.
Tirsdag, oktober 27, 2015

– Det er ikke sådan, at jeg har mit eget hjørne på Statens Museum for Kunst, hvor jeg kommer hver dag og læser min avis – men jeg går ret tit på museum. Både når jeg er hjemme i København, og især når jeg turnerer med forskellige bands. De seneste år har jeg optrådt i byer som Wien, Paris, Los Angeles, New York, Seattle og Berlin, og når man er på turné, kan man hurtigt bruge sine penge på shopping, restauranter, byture eller andre åndssvage ting. Så kan det i stedet være fedt at besøge et museum – det giver samtidig et fint indblik i en by og dens indbyggere.

– Da jeg var otte-ni år gammel, hentede min mormor ofte mig og min fætter i sin Fiat 127. Så kørte vi for eksempel til Zoologisk Museum, og bagefter spiste vi rugbrødsmadder, som min mormor havde taget fra kantinen i det revisionsfirma, hvor hun arbejdede. Kvinderne i min familie har det til fælles, at de som det første går i museumsbutikken, inden de besøger selve udstillingen. Det svarer lidt til at spise dessert til forret, men butiksbesøget er en stor del af museumsoplevelsen.

– Før i tiden skulle jeg altid se alt, hvad et museum havde at byde på, men jeg endte tit med at få den der IKEA-vibe, hvor man ender med at være der så lang tid, at man ikke kan trække vejret og bliver sulten og irriteret. I dag besøger jeg for det meste kun udvalgte dele af et museum. Man skal stoppe, mens legen er god.

August Rosenbaum er pianist og komponist.

Del denne side

Artikel af

Sven Johannesen