Flugtkonger, gadekampe og ondskab

Oplev politimotorcykler og Peter Lundins morderiske redskaber på Politimuseet.
Fredag, november 6, 2015

En flok store skolebørn lytter koncentreret til en museumsomviser, som fortæller en historie om opklaringen af en kompliceret sædelighedssag fra 1910’erne.  I et tilstødende lokale er et kuld yngre drenge samlet omkring en stor Yamaha GTS 1000-politimotorcykel. Skiftevis tager drengene plads på maskinen, gashåndtaget vrides helt i bund imens deres munde simulerer lyden af motorens brummen.

Yamaha GTS 1000-politimotorcykel på Politimuseet

Jeg er på besøg på Politimuseet, som ligger i den gamle politistation på Fælledvej på Nørrebro, og føler mig pludselig 8 år gammel igen. Er voldsomt fristet til at sætte mig op på den store maskine, men undlader at lade mig rive med af stemningen. Misunder et kort øjeblik drengene deres leg, fortsætter så ind i rummet ved siden af, hvor museets aktuelle særudstilling om de voldsomme gadeuroligheder på Nørrebro 18. maj 1993 er placeret.

Politiets indsatsuniform, Politimuseet

En kritisk distance
Her kan man på nært hold se brosten, betjentenes indsatsdragter, gasmasker, hjelme og de molesterede plexiglasskjolde, som beskærmede betjentene mod demonstranternes tunge kasteskyts. Jeg ifører mig høretelefoner og ser en række klip med interviews med forskellige implicerede i urolighederne på en videoskærm. I videoerne optræder øjenvidneberetninger fra både politi og demonstranter. En af særudstillingens hovedpointer er nemlig at forholde sig selvkritisk til politiets anpart i begivenhederne, fortæller museumsdirektør Frederik Strand:

”Udstillingen giver også et indblik i hvor dårligt organiseret politiet egentlig var dengang. Derved kan man sige noget om, hvad politiet har lært af en sådan begivenhed. En af pointerne med udstillingen er ikke kun at være et etatsmuseum, som oplyser om hvor velfungerende politiet er, men også at anlægge en kritisk distance til elementer af det, som er foregået inden for politiet. Der skal være plads til en kritisk stillingtagen til den måde politiet opererer på."

Flugtkongen Lorentzen

Julekort til fængselsdirektøren
Efterfølgende fortsætter jeg ned ad gangen, stikker hovedet ind i detentionen, lægger mig på den smalle træbriks, hvor mange fulderikker har sovet rusen ud. Jeg betragter forskellige ældre ’torturredskaber’, som korpset tidligere anvendte til afstraffelse af særligt uregerlige fanger, beser statistikker om kriminalitetens udvikling i Danmark fra 1930’erne frem til i dag, læser de spektakulære beretninger om det snedige ballontyveri i 1968 og om ’Flugtkongen’ Lorentzen, som flygtede fra Horsens Statsfængsel lillejuleaften 1949 gennem en 18 meter lang tunnel, for efterfølgende at sende fængselsdirektøren et julekort!

Peter Lundins værktøj

Bestialske drabssager udstilles
Museets førstesal er ikke for mindre børn og sarte sjæle. Den huser fortsat særudstillingen ’Ondskab’. Med afsæt i fem af danmarkshistoriens mest bestialske drabssager stilles der spørgsmålstegn ved hvorvidt man kan argumentere for en iboende ondskab i mennesket, eller hvorvidt der udelukkende eksisterer ondskabsfulde handlinger, og dermed ikke mennesker, som per natur kan betegnes som onde. Her udstilles øksen og vinkelsliberen, som Peter Lundin brugte til at partere sin ekskæreste og dennes to sønner, efter at have dræbt alle tre i sommeren 2000.

Mordvåbenet fra Ghazala Khan-sagen

Politimorderens projektiler

Ligeledes udstilles fx projektiler affyret af den firdobbelte politimorder Palle Sørensen i 1968, en kamin hvori danmarkshistoriens største massemorderske Dagmar Overbye gennem en årrække op til 1920 brændte ligene af flere spædbørn, som hun havde druknet eller kvalt efter ulovligt at have adopteret dem, og pistolen som Akhtar Abbas i april 2005 skød og dræbte sin søster Ghazala Khan med i den omfattende æresdrabssag, hvor syv medlemmer af den dræbtes familie foruden drabsmanden idømtes længere fængselsstraffe for planlægningen af drabet. Brutalt, tragisk og kontroversielt materiale, som ifølge Frederik Strand bestemt ikke udstilles for underholdningens og chokværdiens skyld:

"Museet skal igennem genstande også kunne formidle de mere grænseoverskridende drabssager, fordi vi samtidig med at være et politimuseum også er et museum som viser de kriminal- og efterforskningssager, som politiet beskæftiger sig med. Derfor har jeg svært ved at se, hvordan vi kan undgå at vise nogle af de her genstande. Jeg mener faktisk også, at museet bør kunne tage nogle af de nyeste sager frem, for at give et konkret indblik i, hvordan politiet opererer på disse områder. Potentielt set bør man derfor også kunne tage fx sagen om Amagermanden eller Tønder-sagen op i det omfang, det oplyser om en særlig problematik og formidles respektfuldt."

Politimuseet

Mættet af førstesalens morderiske ondskab bevæger jeg mig ned af trappen igen og ud i museets reception. Her falder jeg i snak med to venlige ældre museumsvagter, hvoraf den ene er tidligere betjent. Jeg kommer med en kort bemærkning om det mytiske dobbeltmord på Peter Bangs Vej, hvor ægteparret Vilhelm og Inger Jacobsen blev fundet dræbt i februar 1948, og straks kaster han sig udi passioneret at fortælle om politiets forskellige teorier i relation til det uopklarede mord. Teorier, der involverer et internt opgør i modstandsbevægelsen, forsvundet jødeguld, konens elsker, og en mistænksom husven. Sådan er det nemlig at besøge Politimuseet. Her formidles historierne om politiets arbejde skarpt og med stor lidenskab. Jeg takker vagten for den detaljerede udlægning af sagen. Inden jeg forlader museet stikker jeg atter hovedet ind i rummet med politimotorcyklen. Den står der endnu. Næste gang jeg er på besøg tager jeg mig en tur…

Del denne side

Artikel af

Mads Hendrich