Ole Opfinder på museum

Hvem har patent på museerne? Tag med på opfinder-turné og hør historierne om alletiders patenter som den danske dieselmotor, telefonen og insulinpennen.
Fredag, september 18, 2015

Wruooom - motorlarm med patent
I 1895 blev et af verdenshistoriens vigtigste patenter udstedt. Dr. Rudolf Diesel fik patent på den banebrydende dieselmotor. I 1898 overdrog Rudolf Diesel de danske patentrettigheder til hans berømte motor til Burmeister & Wain A/S. Her byggede man en testmotor med 20 hestekræfter, men resultatet levede ikke op til forventningerne. Derfor byggede B&W deres egen motortype, og den kan du se og ikke mindst høre hos Diesel House. Tænk bare hvor mange biler, der kører rundt i dag med en dieselmotor baseret på deres arbejde for mere end 100 år siden.

En kuglepen mod sukkersyge
I hele fire år blev der knoklet på at opfinde en smart anordning til sukkersygepatienters medicin. Opfindelsen er med blå kuglepen skriblet ned på bagsiden af et krøllet papir, der på forsiden har en optegning af en elgjagt i Sverige. Det var her ingeniøren Niels Erik Holm fra Novo Nordisk endelig løste gåden i slutningen af 1980’erne og opfandt, hvad der mest af alt ligner en kuglepen. Novo Nordisk-opfindelsen insulin-pen gjorde livet enklere for sukkersygepatienter, der tidligere mest af alt mindede om stiknarkomaner, når de efter hvert måltid måtte finde et toilet og hive venepresse, medicinglas og kanyler frem. I dag er Novo Nordisk verdensberømte for deres insulin-pen, der sælges verden over. På Medicinsk Museion finder du den første insulin-pen og kan se, hvordan designet siden har udviklet sig. Den første tegning af den banebrydende opfindelse er også udstillet.

Patenter på stribe
Danmarks Tekniske Museum vrimler det med patenter. Museets samling rummer over 400 danske patentmodeller. Wow. Tænk alle de fantastiske, underfundige, uvurderlige og uopnåelige opfindelser, der er lavet på dansk jord. Og tænk at du kan se så mange af dem på samme sted – nemlig Danmarks Tekniske Museum. Sammen med de hundredevis af ting og sager, der er udstillet følger også patentbeskrivelserne, som har været med til at understrege det enestående ved hver af disse opfindelser.

Ægget, Oxen og Poeten
Smukt udførte og gennemtænkte møbler fra de populære designere som Wegner, Børge Mogensen, Arne Jacobsen, Finn Juhl og så videre er selvfølgelig også patenteret. Kopimøbler er forbudt herhjemme, men i andre lande gælder andre regler, så hop straks ned på alle fire og tjek i bunden af dit Arne Jacobsen-æg, om der er helt ægte. De utallige, ikoniske møbelklassiskere kan du se i originale udgaver på Designmuseum Danmark. Nyd synet af de gennemtænkte idéer og de gode materialer i Ægget, Oxen og Poeten. I designverdenen gemmer sig også historien om den berømte Mads Nørgaard-trøje, som overborgmester Frank Jensen havde iført sig på sin valgplakat – troede mange. Den viste sig at være en kopi lavet af samme firma, der laver de originale Nørgaard-trøjer – men de havde jo ikke patentet på den. Ups.

200 års patenter

Rigsarkivet findes alle de originale patentansøgninger fra de sidste 200 år. Patentsagerne giver et unikt indblik i forskellige tiders ånd og nyeste ideer og i teknologiens udvikling. Der findes både de patenter, der senere fik berømmelse og plads på butikshylderne – men også dem der måske mere hører til i afdelingen for Storm P. og Georg Gearløs.For eksempel skægholderen fra 1877. Det var skrivelærer N. Fishcer, der fik patent på den, og han skrev sådan her i sin ansøgning:

”Som bekendt er det ubehageligt for Herrer der bærer overskæg at dette under spisningen stadig berører maden, hvilket ikke alene frembyder et uhyggeligt syn, men også mange andre ulemper. Disse ulemper kan nu fjernes ved hjælp af dette, af undertegnede opfundne, apparat. Skægholder kaldet, der med lethed anbringes på selve skægget og fjerner dette fra munden”.

Gå på opdagelse i 200 års patenter på Rigsarkivets Flickr, hvor der gemmer sig et væld af skøre og geniale opfindelser.

Del denne side

Artikel af

Anne-Sofie Stampe