Museer langs kysten Museer i København og omegn museum udstillinger

Museer langs kysten

Langs hele kysten på Nordøstsjælland ligger der museer som perler på en snor. En tur langs kysten byder på marker, hav, skov og små og store kunst- og kulturoplevelser.
Onsdag, september 16, 2015

Tag sydpå nordpå
Første stop på kyststrækningen er Nivaagaard Malerisamling, der ligger naturskønt med marker på alle sider og vandet helt tæt på. Her kan du fordybe dig i en enestående samling malerier, der spænder over italiensk renæssance og nederlandsk barok fra 1500- og 1600-tallet til dansk guldalderkunst fra 1800-tallet.

Historisk landbrug og spisehus
En kort køretur længere nordpå fører til Espergærde og Flynderupgård Museet, der viser landkulturen og kulturlandskabet udenfor byen, historien om bønderne og fiskernes liv og levned. Museet ligger smukt mellem skov og dyrkede marker, hvorigennem Egebækken har sit snoede løb. Flynderupgård ligner en lille herregård med sin kamtakprydede hovedbygning men gården har siden begyndelsen af 1800-årene været en lystgård, ejet af byfolk. I tilknytning til museet drives et frilandskulturcenter med historisk landbrug og et historisk spisehus. I hovedbygningen er der permanente udstillinger, med en gammel købmandsbutik og en nordsjællandsk bondestue.

Fly og telefoner
Inden vi når til Helsingør, svinger vi et lille smut ind i land, for også at runde Danmarks Tekniske Museum. Oplev historien om det moderne Danmark og de teknologiske forandringer, der i løbet af de sidste århundreder er blevet en naturlig del af dagligdagen: elektricitet, kloakering, cykler, biler, fly, computere, telefoner, fjernsyn og meget mere.

En lille tidsrejse
Vi er nået til Helsingør, hvor saltvandet sprøjter og vinden suser. Med udkig over Øresund ligger museet Skibsklarerergaarden, der beskriver Helsingørs første store velstandsperiode, sundtoldstiden. Strandgade 91 er Helsingørs bedst bevarede købmands- og skibsklarerergård fra sundtoldstiden og et besøg i huset er som at komme 150 år tilbage i tiden. Huset stammer fra det 16. århundrede, men har fået sin nuværende form i 1780 og de følgende årtier, og har siden stået så godt som uforandret helt op til i dag. I stueetagen er der butikslokale og skipperstue og på hovedetagen ligger den fornemme skibsklarererbolig.

Go'e gamle Gilleleje
Sidste stop på ruten ligger på det nordligste Sjælland. Her ligger Museum Nordsjælland i Gilleje. Men lige inden vi når hertil, må vi omkring Fyrhistorisk Museum på Nakkehoved, der beskriver dansk fyrvæsens udvikling fra Frederik d. 2 i 1500-tallet til fyrenes nuværende automatisering. Museet ligger i naturskønne omgivelser, og der er rig mulighed for at få blæst frisk luft i hovedet med skøn udsigt over havet. Og så kom vi frem til sidste stop, nemlig Museum Nordsjælland i Gilleleje, hvor der er udstillinger om livet i Gilleleje og omegn gennem tiderne. Her er en skolestue, som den så ud fra slutningen af 1800-tallet til midt i 1900-tallet. Du kan også besøge Skomager Idorns butik, manufakturhandler Th. Jacobsens gamle forretning, søstrene Bastrups lille manufakturbutik og Ole Andersens gamle barbersalon, som fortæller historien om Gilleleje som service- og handelsby.

Del denne side

Artikel af

Anne-Sofie Stampe