Litteraturens København

Hvad enten du er til store, tunge klassikere, er tegneserieentusiast eller har en svaghed for fantastiske fortællinger, byder museerne i København og omegn på masser af spændende oplevelser. Museerne er fulde af gode historier om litteraterne, og på udstillingerne kan du finde alt fra din yndlingsforfatters yndlingspyntegenstand til førsteudgaver af hans eller hendes største værker.
Mandag, oktober 5, 2015

De karakterfulde forfatterinder
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot finder du selvbiografien ”Jammers Minde”, der er skrevet af Christian 4.’s yndlingsdatter, Leonora Christina. Hun sad fængslet i Blåtårn i 22 år, hvor hun omkring 1674 påbegyndte værket, der regnes for det vigtigste fra den danske barok. På museet er desuden udstillet malerier af Leonora Christina og flere af hendes personlige ejendele.

En anden betydningsfuld dame kan opleves på Karen Blixen Museet, der huser alt, hvad der er værd at vide om storytelleren Karen Blixen. Museet er indrettet i Blixens eget fødehjem, Rungstedlund, og du kan som gæst vandre gennem stuerne, der ser ud, som da Blixen selv boede der. Bliv inspireret af Blixens egen bogsamling, læs hendes barndomsdigte og se førsteudgaver af hendes udødelige værker. Du kan også gå en tur i den fine park, hvor du kan studere de gamle bøgetræer eller besøge Blixens gravsted, der ligger for foden af Ewalds høj.

Fra tungsindig filosofi til satirisk anarkisme
En af Blixens inspirationskilder var den verdensberømte eksistensfilosof, Søren Kierkegaard, hvis ejendele du kan nærstudere på Københavns Museum. Her finder du blandt andet Kierkegaards skrivepult og den forlovelsesring, der vidner om hans smertefulde kærlighedsforhold til Regine Olsen. Trods bruddet mellem de to, havde Kierkegaard Regine i tankerne hele livet og forholdet kom derved til at spille en betydelig rolle for hans forfatterskab.

Er du til litteratur i den lidt lettere, men ikke mindre betydelige, afdeling, så smut forbi Storm P.-Museet, nu du alligevel er på søndagstur i Frederiksberg Have. Her kan du få et indblik i den satiriske og samfundskritiske multikunstners liv, og ikke mindst et godt grin over hans finurlige tegneserier og avisstriber.

Guldalderens blomstrende åndsliv
Er du den romantiske type, så gør som Oehlenschläger og B.S. Ingemann –  und dig selv et besøg hos Kamma og Knud Lyne Rahbek på Bakkehusmuseet. Hr. og fru Rahbek var begge en del af den danske guldalders litterære inderkreds, og du kan indsnuse den intellektuelle stemning i hjørnestuen, hvor Kamma foldede æsker og konverserede med gæsterne eller arbejdsværelset, hvor Knud skriblede, oversatte og redigerede.

Litteraturen på scenen
Teater og litteratur hænger uløseligt sammen, og derfor skal du en tur på Teatermuseet i Hofteatret, hvor der fortælles om dansk teaters udvikling fra starten af 1700-tallet frem til i dag. Museet skifter løbende udstillinger, men du er altid garanteret historier om prominente teaterpersonligheder som fx Holberg og Ibsen. På museet finder du blandt andet kostumer, plakater og manuskripter fra store succeser på scenen.

Forfatterscene og virtuelt museum
Det Kongelige Bibliotek har indimellem udstillinger med litterære temaer samt en International Forfatterscene, hvor du kan opleve de store stjerner. Orker du ikke at bevæge dig ud i den virkelige verden, kan du gå på museum hjemme fra computeren på Danmarks virtuelle Bogmuseum og undgå støv i øjnene, når du studerer de gamle bøger.

Del denne side

Artikel af

Asløg Andersen